OBS: Du er nu offline

Fagbevægelsen i Zanzibar fornyr sig

En konsekvent ligestillingspolitik har ført til at flere unge og kvinder engagerer sig i fagforeningspolitik – både som medlemmer og ledere.
Zanzibar.dtda

“Det er meget vigtigt at forberede de unge til at blive fremtidens fagforeningsledere. De fleste af arbejderne er unge, og de har den energi, fagforeningerne behøver for at forandre sig.”

Sådan siger en af de yngste fagforeningsledere på Zanzibar, 38-årige Yahya Alawy Omar, der er blevet valgt som generalsekretær og øverste leder for Zanzibars ældste fagforening, Sømandsforbundet ZASU (Zanzibar Seafarers Union).

Yahya Alawy Omars valgsejr er et direkte resultat af en strategisk plan for fornyelse af fagbevægelsen – blandt andet med en systematisk ungdoms- og ligestillingspolitik. 

Ulandssekretariatet har støttet processen med blandt andet workshops for unge og kvinder for at klæde dem på til fornyelsen. 

Unge og kvinder motoren i forandring

“Fagligt uddannede kvinder og unge er motoren for forandring i fagbevægelsen – og for at sikre bæredygtighed i fagforeningerne. Der er behov for flere fagligt uddannede unge og kvinder til potentielle lederposter,” hedder det i ZATUC’s (Zanzibar Trade Union Confederation) årsrapport.

Der er nu 15 ungdomsrepræsentanter i fagforeningernes besluttende organer - med Yahya Alawy Omar på den højeste post. Når det gælder kønsmæssig ligestilling, er der 48 kvindelige beslutningstagere i de forskellige fagforeninger. Godt og vel en tredjedel af medlemmerne i fagbevægelsen er kvinder.

Læs mere om forandringerne i Zanzibar