Retten til et ordentligt job er en menneskeret. Et ordentligt job er et job med ordnede løn- og arbejdsvilkår, sundt og sikkert arbejdsmiljø, ret til at organisere sig og forhandle kollektivt, og med plads til forskellighed. Rummelighed – inklusion – på arbejdsmarkedet betyder, at der er plads til alle – uanset køn, alder, seksualitet, sundhedstilstand, handicap eller oprindelse og status, fx statsborgerskab.
Arbejdsmarkedets parter spiller en nøglerolle – i Danmark såvel som i resten af verden - i at skabe et rummeligt arbejdsmarked, hvor der er plads til og brug for alle.
Arbejdsmarkedskonsortiet arbejder for at fremmer ligestillingen på arbejdsmarkedet, så alle får lige muligheder for at have et ordentligt job og opnå økonomisk selvstændighed.
Gennem vores partnere arbejder vi for mere lighed og rummelighed i arbejdsmarkedsorganisationer, på arbejdspladser, i brancher og sektorer samt på nationalt niveau.
Vi støtter dialog og forhandling mellem arbejdstagere og arbejdsgivere som middel til at forbedre inklusion.
Vi styrker partnerne i deres arbejde for ligestilling gennem såvel lovgivning som overenskomster og virksomheders HR- og arbejdsmiljøpolitikker.
Arbejdere i den uformelle økonomi, herunder flygtninge og migranter, er nogle af de svagest stillede grupper på arbejdsmarkedet. Gennem vores partnere arbejder vi for at fremme deres mulighed for at få et ordentligt job med basale arbejdstagerrettigheder, blandt andet til at organisere sig og forhandle kollektivt. Medlemskab af fagforeninger giver adgang til viden, uddannelse og støtte til at blandt andet at kræve formelle kontrakter og adgang til sociale ydelser.
Vi støtter også arbejdsmarkedets parter i at arbejde politisk for at dæmme op for uregulerede økonomiske zoner og social dumping, og ikke mindst at forbedre udsatte gruppers adgang til erhvervsuddannelser, der kan øge deres chance for at få et formelt og ordentligt job.
Læs mere om konkrete indsatser og resultater for et mere rummeligt arbejdsmarked støttet af Arbejdsmarkedskonsortiet