Dansk Industri er Danmarks største arbejdsgiver- og erhvervsorganisation.
Dansk Industri repræsenterer over 20.000 små og store virksomheder fra stort set alle grene af dansk erhvervsliv fordelt over hele landet.
Det er DI’s vision, at Danmark skal være verdens bedste land at etablere og drive virksomhed i – hvad enten det drejer sig om iværksættere, der skal finde fodfæste, danske virksomheder, der skal vokse og erobre eksportmarkeder eller udenlandske virksomheder, der skal udvide forretningen i Danmark.
DI har hovedsæde i Industriens Hus på Rådhuspladsen i København. Men er også tilstede regionalt, europæisk og globalt – med kontorer og projekter rundt om i verden.
DI bidrager til udviklingen af fremtidens markeder gennem samarbejde med søsterorganisationer i udviklings- og vækstlande. Vi støtter grøn omstilling, stabile arbejdsmarkeder og konkurrencedygtige virksomheder til fordel for lokale samfund og erhvervslivet.
DI tror på at ordentlige jobs samt bæredygtige og konkurrencedygtige virksomheder er grundlaget for et velstående samfund. Gode vilkår betyder for virksomhederne, at de kan vinde nye ordrer, skabe flere arbejdspladser, levere flere skattekroner og skabe velstand og råd til mere velfærd.